Jeg flytter til København i 2014 og begynder at spille bas i bandet Det Sidste Værelse. Vi udgiver singlen Guldkareten med B-siden Harry’s Place (en hyldest til, nå ja Harry’s Place på Nordre Fasanvej. Lyt til sangene her). Det Sidste Værelse glider langsomt fra hinanden, transformeres. Jeg begynder at pushe min musik til bandet og vender tilbage, eller hjem føles det som, til mine guitarer. Ting forandrer sig…

Til sidst er det et helt nyt band, og vi tager navnet Tavse Vidner. Det helt perfekte band, til albummet Frit Fald, som jeg har skrevet på et stykke tid (et par af numrene skrev jeg tilbage i tiden med Det Sidste Værelse og ét af numrene, Makaber dag, har tekst af Jens Arendal sanger i Det Sidste Værelse).

Udover mig er det første tavse vidne Carsten. Han overtager bassen og eksekverer den elegant og tight. Derudover har han en samling på 10-15 basser (Pling pling, se billedet under teksten, hvor nogle af dem står). Næste tavse vidne er Kasper, vores rytmiske Wiz-kid som af alle steder bor i noget så smukt, tidløst og pittoresk som Gundsømagle, hvor han endda lige har fået høns. Sidste tavse vidne er Eik, som har den her überlækre vokal. Eik er nabo, næsten, til mit atelier på Nørrebro. Tilsammen er vi et tight lille rockband, og hedder altså Tavse Vidner, et navn taget fra et begreb hos både Eckhart Tolle og i zen, hvor det tavse vidne, er vidnet der iagttager én selv indefra, uden hverken at dømme, vurdere eller kategorisere. Bare iagttager og accepterer i et forsøg på at skabe mere nærvær og fremelske evnen til at lytte, uden nødvendigvis at skulle hævde sig selv og sit eget ego.

Undervejs kigger Bjørn forbi med sin trompet og Dominika med sin tværfløjte. Dominika kan stadig høres på flere af albummets sange og Alexander Gjerrild kommer forbi, mens vi indspiller Coney Island. Han spiller klaver på sangen. Jeg spørger om han kan lave sådan noget Aladdin Sane-agtigt klaver, der bare styrter sig ned i afgrunden, der hvor teksten går: “Gå fra forstanden, bare gi’ slip”, og Alexander griner og siger Hey! Bowies pianist er Mike Garson! Og så laver han alligevel det her forrygende klaver, der bare løfter nummeret!

Men sådan er der jo så mange røverhistorier derude…

Jens Trapp